tirsdag den 10. maj 2011

Rustikke Rugboller

Min søgen efter opskriften på de ultimative morgenmadsboller er nu stoppet. Takket være nedenstående opskrift fra Claus Meyers altoverskyggende Almanak kan jeg nu nyde sprøde, rustikke, let syrlige herligheder.


Det kræver dog lidt over et døgns tålmodighed, hjælp fra min elskede røremaskine og følgende ingredienser:


Til omtrent 12 stk.
6 1/2 dl vand

1 dl yoghurt natural eller tykmælk
10 g gær
700 g hvedemel

300 g rugmel

30 g havsalt

Rapsolie

Dag 1

Hæld vand og yoghurt i røreskålen, og rør gæren ud heri. Tilsæt salt, rugmel og hvedemel og lad røremaskinen gøre det hårde arbejde de næste 10-12 minutter. Dejen er færdigæltet, når den i følge Hr. Meyer består "glutenprøven". Dvs. dejen skal kunne strækkes helt ud til den bliver så tynd, at du kan læse avis igennem - uden den går i stykker.
Kom dejen i en bøtte smurt med lidt rapsolie, så dejen ikke hænger i, og dæk til med film. Lad dejen koldhæve i køleskabet i 24 timer.


Dag 2
Vend dejen ud på et bord let drysset med mel. Skær den ud i 12 rustikke stykker, form rektangulere boller og tryk dem let flade. Kom bollerne på en bageplade og lad dem efterhæve 1 time på køkkenbordet.

Bag bollerne ved 225 grader i ca. 12 minutter, til de er sprøde og gennembagte, og lad dem køle af på en rist.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar